fredag den 20. september 2013

LCHF-nachos med hjemmelavet guacamole, salsa og creme fraiche dressing


I aften er opskriften en af de nemmere - men vi synes, tippet er godt nok til at blive givet videre. Hvis man savner sine nachos fra før-LCHF-tiden, er der nemlig ingen grund til at fortvivle. Man kan nemlig nemt lave LCHF-nachos!

Det eneste, man skal gøre, er at skære skiver af en god smelteost (vi bruger den fede havarti-ost) og lægge det på en bagepapirsklædt plade i ovnen, 5-10 min ved 175 grader. Når osten er gylden, skal den ud - så bliver den sprød, når den køler lidt af. Det giver lækre, sprøde ostechips - perfekt til guacamole, salsa eller hvad man plejer at servere til nachos. Hvis man vil give dem en lidt stærkere smag, kan man drysse med chili eller cayennepeber, før osten ryger i ovnen.

Og når vi nu lige er i gang; vi plejer at servere vores nachos med hjemmelavet guacamole, salsa og creme fraiche dressing. Dressingen er 38 % rørt med purløg, hvidløg, salt og peber.

Til salsaen blender vi i minihakkeren 5-6 tomater med 1/4 chili, et par fed hvidløg, et stykke løg og gerne noget frisk basilikum, koriander, mynte eller hvad vi lige har. Salt, peber og et par skefulde creme fraiche røres i.

Og guacamolen er lavet af 2 modne avokadoer (enten blendet eller mast med gaffel - alt efter om vi vil have en helt blød eller lidt mere grov version) blandet med et par spsk creme fraiche, 1 spsk citron- eller limesaft, 2-3 fed hvidløg, salt og peber.

Hvad spiser I, når I skal LCHF-snacke?

God weekend!

Follow on Bloglovin

2 kommentarer:

  1. Ge-ni-alt!!!

    Har altid elsket Havartiost, men den var jo rimelig bandlyst før. ;-)

    SvarSlet
    Svar
    1. Jep - det er nærmest en gave bare at kunne spise løs af det ;) Og det er VIRKELIG godt som chips - vi laver dem også til suppe, i stedet for ostebrød som førhen.

      Slet

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...